Halter kommunikationen også hjemme hos dig?

Rigtig mange par der kommer i terapi hos mig, længes efter at kunne tale sammen på en måde, så de føler sig hørt, ”kommer igennem” med budskabet og at de faktisk oplever, at de får kontakt med hinanden.

Når de starter i terapi, sidder den ene ofte med en stor løftet pegefinger, og siger ud fra et helt ærligt hjerte, at hvis bare den anden ville ændre sig på det og det område, så ville de have det rigtig godt.

Den anden sidder noget mere tilbagelænet i stolen (læs: føler sig blæst tilbage af anklagerne), og ved ikke rigtig hvad ”hen”(han/hun) skal sige. Vedkommende er måske ikke helt enig i anklagerne, men har opgivet at sige noget, da det bare fører til endnu en anklage. Enten siger ”hen” for lidt, for meget, på det forkerte tidspunkt eller også er det simpelthen det forkerte, der bliver sagt.

Er du vokset op i en familie, hvor dine forældre skændtes for meget, måske skændtes for lidt (puttede konflikterne ned under gulvtæppet), eller på anden vis ikke rigtig trivedes. Ja, så begynder vi som børn at blive opmærksomme på vores forældres trivsel i stedet for bare at være børn uden ansvar (for familiens trivsel).

Forældre, der ikke har værktøjerne til at tage det voksne ansvar, får helt automatisk børn, der indordner sig de vilkår, der nu engang er og påtager sig et ansvar for familien, som er alt for stort. Og disse mønstre bliver ofte rigtig tydelige, når du selv stifter familie/er i et parforhold.

Det jeg ser som min fornemmeste opgave i parterapi er, at begge parter gerne skulle kunne være sig selv i parforholdet. At begge parter har 50% ansvar for ”lugten i bageriet”, at begge parter hver i sær selv har ansvar for, hvordan ”hen” har det.

Begynder parret at tage ansvar for sig selv og sine følelser i relationen, kan der ske mange og store forbedringer i forholdet og i deres måde at kommunikere på. Pludselig er der ingen anklager, der er ingen der behøver at være bange for at sige noget.

Forestil dig lige et øjeblik hvordan det ville være for dig? At være den ene part i forholdet, der fuldstændig tager ansvar for egne følelser. Du ved at I er to forskellige mennesker med hver jeres behov og det ikke er forkert.

Nogle gange stemmer jeres behov måske overens, og andre gange ligger i langt fra hinanden – og det er der ikke noget galt i. Det er helt naturligt!! I er ikke ens, I har aldrig været ens og I bliver aldrig ens.

Men derfor kan I godt kommunikere som voksne mennesker og ikke som børn, der kaster med sand! God fornøjelse med arbejdet.