Rod på teenageværelset

Jeg ved ikke, om du kender til at blive monster-irriteret på din teenagers rodede værelse… og hvor teenageren ellers bevæger sig??

Jeg har i adskillige år brugt en masse krudt på se på, hvordan der var ryddet op i hjemmet, når jeg kom hjem. Er simpelthen gået i et “fejlfinder-mode”, hvor jeg skulle have bekræftet, hvor doven og ligeglad med mig min teenager var og dette har jeg fået bekræftet så mange gange. Jeg har dog også haft de briller på, der kun ser rod, krummer på køkkenbordet, trusser på toilettet, hår i risten, gamle tallerkner og glas på værelset og sådan kan jeg blive ved.

Og resultatet er hver gang blevet, at teenageren har lukket sig inde på sit værelse og kun kommer ud, hvis det er helt nødvendigt … er meget sulten, skal på toilettet el. lign. Og stemningen har ikke just været hyggelig.

Nu vil jeg så forsøge at finde en forklaring, se på mit ansvar i det og se på, hvordan det kan lade sig gøre at leve med en teenager, hvor stemningen er hyggeligere, mere anderkendende og ligeværdig.
“Undskyld jeg roder, men jeg er under ombygning”- dette skilt, burde stå i panden på enhver teenager – eller rettere, det burde være selvskrevet, at vi voksne omkring en teenager, finder en forståelse for, hvordan det er at være teenager.

Der sker sååå mange ting i kroppen, rent hormonelt, i psyken – identiten skabes, der foregår en løsrivelse (det bør der i hvert fald) kammeraterne får større betydning og forældrene mindre, de bliver bombarderet med tilbud, fristelser, uddannelsesmuligheder og meget andet.
Så rodet på værelset er simpelthen ikke prioriteret overhovedet.

Jeg vil opfordre alle forældre, der som ovenstående beskrevet, bruger en masse energi på rod og “den dovne og ligeglade teenager” køber sig et par andre briller og virkelig begynder at interessere sig for, hvordan din teenager trives.

Har vedkommende, nogle nære venner, gode kammerater, ser hun/han bekymret ud, bange ud, ked af det, glad, let, sørmodig. Giv dig tid til at se på din teenager dagligt, spørg åbent og interesseret om, hvordan han/hun har det, at du gerne vil lægge øre til, hvis der er problemer. Og at du også vil respektere, at det er vennerne, der har privilegiet/ fortroligheden til at få kendskab til de bekymringer, angst for fremtiden, uoverensstemmelser med vennerne eller hvad, der nu kan ligge din teenager på sinde.

Det koster ikke noget at sige, at det er helt i orden og får du lyst til at tale med mig, er jeg lige her!

Hvis du igennem længere tid har haft fejlfinderbrillerne på, tager det tid at opbygge en relation, der bygger på respekt og ligeværd, hvor din teenager virkelig tror på, at du vil ham eller hende det godt.

Det er næsten aldrig for sent at rette op på nogle fejl, og det er dig som voksen, der må tage ansvaret for stemningen i hjemmet. Det er aldrig din teenagers ansvar. Når det indimellem kan være svært, handler det som regel om, den måde vi selv blev behandlet som børn/teenager. Og det kan du selv arbejde med  hos en psykoterapeut i stedet for at “hakke” videre på din teenager. Så brydes mønstret, den sociale arv og du tager ansvaret som et ansvarligt voksent menneske – GOD FORNØJELSE/ARBEJDSLYST!

PS. Vil lige understrege, at det faktisk er muligt at samarbejde med din teenager og få hjælp i hjemmet (af teenageren), hvis du griber det fornuftigt an:-)