Hvad tænker andre om mig?

Jeg har mange unge mennesker i terapi, der kommer fordi de bruger meget energi på, hvad andre tænker om dem i stedet for at mærke efter, hvordan de har det med sig selv. De kan mærke, at det er trættende, angstprovokerende, opslidende og stressende. Når de er i byen, på arbejde, sidder i toget eller er i samtale med venner/-inder, bruger de deres energi/ opmærksomhed/tanker på, om de ser søde ud/imødekommende ud, om andre lægger mærke til dem/ om andre bryder sig om dem, deres udseende, udstråling, det de siger. Det kan fylde så meget i et ungt menneskes liv, at det kan knibe med koncentrationen, om fordybelsen, om nærværet i livet lige her og nu.
I relations- og oplevelsesorienteret samtaleterapi er det muligt netop at arbejde med at være tilstede i nuet, at mærke sig selv i samtalen, blive opmærksom på sine følelser, lære at acceptere sine følelse, når de opstår og på den måde på sigt blive bedre til at acceptere sig selv og den måde du nu en gang er i verden på. Hvis du hviler i dig selv og dine tanker/følelser, kan du være tilstede med dig selv og andre uden for mange forstyrrende tanker. Og kommer der tanker ind fra venstre, der distraherer dig, kan du stå ved det og dig selv og gøre opmærksom på det, hvis du er i en samtale og bede om at få gentaget, hvad der blev sagt.

I psykoterapien kan du arbejde med dig selv på en måde, så du kan være med dig selv på en kærlig og overbærende måde og samtidig være med de mennesker, du omgiver dig med på en ordentlig måde, så også de mærker dit nærvær.

Hvis man som lille barn ikke oplevede at blive mødt i sine behov,set som det lille menneske, man nu engang var,  lærer man at tilpasse sig og have “antennerne” udenpå. Man vil simpelthen tilpasse sig sine omgivelser i håbet om at blive set og hørt. På den måde forlader man sig selv, kan man sige. Og dette mønster fortsætter, da det er den måde man har lært at være i verden på. Måske fik man ligefrem meget mere opmærksomhed, når man tilpassede sig sine forældre/omgivelser. Og dette vil ofte fortsætte ind i voksenlivet indtil man en dag kan mærke, at man har forladt sig selv og er mere ovre i andre mennesker.